Tjekliste, når du køber nye briller
Læsebriller, afstandsbriller, progressive briller, sportsbriller eller arbejdsbriller: Hvad har du brug for at vide?
Hvad er vigtigt, når du køber nye briller? Hvad har du brug for at vide? Hvilke fejl kan du undgå, og hvordan kan du få endnu mere glæde af dine nye briller? SE BEDRE med denne omfattende tjekliste til køb af briller: Få tips om nærbriller og afstandsbriller, progressive briller, sportsbriller, læsebriller og arbejdsbriller.
Før du køber briller - Hvad skal du vide om køb af briller?
Det allervigtigste, når du skal have nye briller, er at finde en optiker, som tager sig god tid til dig og giver dig grundig information og rådgivning. Et par briller er en meget individuel og unik hverdagsgenstand, som bør passe perfekt til dig og din livsstil. Yderligere er der mange forskellige faktorer, der har betydning for, hvor godt du faktisk ser med dine nye briller. Derfor er det vigtigt, at du får en grundig konsultation hos din optiker, hvor du kan få svar på alle dine spørgsmål, samt en optimal refraktion, som udføres roligt og omhyggeligt med professionel ekspertise. Du skal være afslappet og føle dig godt tilpas under synsprøven. Synsprøver og refraktion bør for eksempel ikke foretages på et tidspunkt, hvor du plages af høfeber og deraf følgende øjenirritation, eller når du har migræne. Fejl, som sker i forbindelse med synsundersøgelse og refraktion, kan ikke rettes, når brillerne er færdige. Resultatet kan blive en forringet synskomfort og en synskorrektion, der er alt andet end perfekt. I værste fald kan du måske slet ikke holde ud at gå med brillerne. Så tag dig god tid til dette vigtige trin, og insister på, at din optiker gør det samme.
Følgende punkter er afgørende vigtige, uanset hvilken type briller du køber:
- Hvad skal du bruge dine nye briller til?
- Under hvilke forhold kommer du nærmere bestemt til at bruge dine briller? Beskriv brugssituationerne i detaljer for dig selv og for optikeren – både arbejdsmæssigt og privat.
- Har du nogen sygdomme, som kan påvirke øjnene?
- Hvad var godt ved dine gamle briller, og hvad var du ikke tilfreds med?
- Hvilke overfladebehandlinger kunne være relevante?
Udgangspunktet er at finde den rigtige glastype og brillestyrke. Det er også vigtigt at huske:
- Vælg et brillestel, som ikke alene matcher din personlige stil, men også er hensigtsmæssigt i forhold til dine synsbehov.
- Undersøg, hvilke glasmaterialer og glastykkelser der er de bedste for dig. Med det rigtige materialevalg bliver dine briller mere funktionelle og mere behagelige at have på, for slet ikke at tale om de kosmetiske fordele.
- Bed din optiker rådgive dig om de forskellige mulige overfladebehandlinger, f.eks. anti-refleksbehandlinger, hårdhedsbehandlinger, Clean Coat, farver og farvefiltre. Med dem får du ekstra funktionalitet og beskyttelse og kan tilpasse dine briller endnu mere nøjagtigt til dine specifikke behov.
Hvad er vigtigt, når du vælger brillestel?
Ud over brilleglassene er brillestellet også af stor betydning. Men når du prøver forskellige stel, skal du huske, at det ikke kun er dit udseende, det kommer an på. Det er ekstremt vigtigt, at brillerne sidder godt, så de altid er behagelige at have på, også i lang tid ad gangen – time efter time, dag efter dag. Derfor skal stellet passe til dit ansigt og må ikke trykke i støttepunkterne, altså f.eks. bag ørerne eller på næsen. Optikeren skal justere stængerne ud fra din ansigtsform, så du ikke mærker noget pres mod tindingerne, selv når du har haft brillerne på i længere tid. Når stængerne er justeret optimalt, udøver de blot et let træk bag ørerne, som forhindrer, at brillerne hviler for tungt på næsen. Som tommelfingerregel kan man sige, at et par briller sidder perfekt, når man slet ikke tænker over, at man har dem på.
Brillestellet sidder optimalt, når øjenbrynene befinder sig enten over eller lige bag ved stellets overkant. Sådan får du det bedst mulige syn, fordi udsynet ikke hæmmes af stellets eller glassets kant. Vær meget opmærksom, når du vælger stelstørrelse: Den ideelle størrelse afhænger af afstanden mellem dine øjne og øjenhulernes størrelse. Men husk også, at stellet ikke bør være væsentligt bredere end dit ansigt og aldrig må berøre kindbenene. Ellers dugger glassene, og du risikerer at få ømme trykmærker i ansigtet. Store brillestel er meget populære for tiden. Disse trendy steltyper giver et godt og afslappet syn og en god brugskomfort.
-
Hvis det er første gang, du skal have briller, så bed din optiker fortælle dig om de forskellige typer brilleglas, man kan få. Ved høje styrker kan højindeksmaterialer være den bedste løsning, fordi de giver lettere og tyndere brilleglas.Når de rigtige brilleglas er fundet ved hjælp af phoroptoren i refraktionsrummet, bør du tage dig tid til at se gennem de valgte brilleglas i et stykke tid – især hvis det er første gang, du skal have briller. Gå lidt omkring med brillerne på, og læs eventuelt en tekst på din normale læseafstand.
Det er også vigtigt at overveje, hvilke overfladebehandlinger du vil have - f.eks. anti-refleksbehandling, hårdhedsbehandling og måske en ekstra glat overfladebehandling, som gør brilleglassene nemmere at rengøre. Din optiker vil med glæde fortælle dig om alle mulighederne. Her er det særlig vigtigt, hvordan du har tænkt dig at bruge dine briller – til hverdagsbrug, som reservebriller eller kun ved helt bestemte lejligheder. Overfladebehandlinger til brilleglas kan spille en ganske særlig rolle, f.eks. hvis du ofte bliver blændet af solen eller af lyset fra modkørendes forlygter. Eller måske vil et par briller med farveskiftende glas være den bedste løsning for dig.
Hvis du allerede er vant til at bruge briller, bør du benytte lejligheden til at få en god snak med din optiker om, hvad du var særlig glad for ved dine gamle briller, og hvad der måske ikke var helt ideelt for dig. Selv små detaljer kan spille en stor rolle og gøre det mere behageligt og afslappet at bruge briller. Husk også, at teknologier og overfladebehandlinger til stadighed er under udvikling og hele tiden bliver bedre.
For mange er læsebrillerne det første par briller. Generelt skelner man mellem to forskellige typer: Almindelige læsebriller med traditionelt stel og de såkaldte halvbriller. Med halvbriller ser man gennem glassene, når man sænker blikket, og hen over glassene, når man løfter blikket og kigger lige frem. Uanset brilletype er det vigtigt at kende din normale læseafstand (dvs. den typiske afstand mellem dine øjne og den bog eller digitale enhed, du læser i/på) samt afstanden mellem dine øjne for at kunne optimere dine brilleglas. Det kan være en god idé at tage et par noter derhjemme før synsundersøgelsen: Hvor langt fra ansigtet holder jeg for eksempel min mobiltelefon eller min bog, når jeg sidder og læser, og hvad er afstanden, når jeg ligger ned? Hvor langt er der mellem mine øjne og min computerskærm? Vidste du for eksempel, at du holder din smartphone tættere på øjnene end en bog, når du læser? Disse værdifulde oplysninger hjælper optikeren med at optimere dine læsebriller ud fra dine synsvaner.
-
Progressive brilleglas er meget almindelige i dag, men der er ikke desto mindre tale om små optiske mesterværker. Målet er at skabe et par briller, som du ser lige så godt med, som før du fik brug for briller. Det betyder, at flere forskellige synsløsninger skal integreres i ét eneste brilleglas, vel at mærke uden synlige overgange og optimeret således, at dine to øjne arbejder bedst muligt sammen. Det er en optisk udfordring, som kræver stor ekspertise, dybdegående matematisk indsigt og præcis viden om hver enkelt brillebruger.
Progressive brilleglas fremstilles på en særlig måde. Når glasoverfladen slibes, skal forskellige funktioner integreres i ét og samme glas, så du ser godt i både nærområdet, fjernområdet og overgangsområdet. Endvidere skal et progressivt brilleglas ikke kun give et skarpt fokuseret syn, når du ser ligeud, men også når du kigger til siden eller op og ned. Alle disse bittesmå overflader skal beregnes omhyggeligt og koordineres optimalt med hinanden. Derfor kan du vælge mellem mange forskellige kvalitetsniveauer og grader af brugertilpasning hos optikeren. Bed din optiker rådgive dig grundigt – så kan du få et par briller, som du meget hurtigt vænner dig til, og som giver dig et næsten helt naturligt syn.
Som hovedregel bør stellet i et par progressive briller ikke være for lille, da der i så fald ikke bliver plads nok til de forskellige optiske zoner. Endvidere bør optikeren ikke vente med at montere dine progressive glas i stellet, til du kommer for at hente brillerne. Præcis centrering af glassene i det nye stel er altafgørende. En fejljustering på blot et par millimeter er nok til at give nakkesmerter og hovedpine eller forhindre, at du får det fulde udbytte af dine progressive brilleglas.
-
Ligesom med læsebriller spiller afstanden mellem brilleglassene og den genstand, der betragtes, også en stor rolle, når det gælder briller til brug på arbejdspladsen. I denne sammenhæng kalder vi dette for "arbejdsafstanden". Før du køber et par arbejdsbriller, skal du derfor undersøge, hvilke synsafstande du har brug for: Hvor langt væk fra skærmen sidder jeg normalt? På hvilken afstand holder jeg genstande i hånden, som jeg skal arbejde med?
Og det er ikke det hele. Har jeg ofte møder med kolleger eller kunder, så jeg har brug for let og ubesværet at kunne skifte fokus mellem forskellige synsafstande? Er jeg bedst tjent med organiske glas eller mineralglas i mine arbejdsbriller?
Navnlig i arbejdssammenhæng er det vigtigt at kunne se ordentligt uden at skulle anstrenge øjnene og at kunne fokusere hurtigt på alle relevante synsafstande. Du kan få et par brilleglas, som sætter dig i stand til dette, hvis du fortæller din optiker, præcis hvad du har brug for. I nogle tilfælde er det tilrådeligt at bruge et par særlige briller på arbejdet i stedet for dine hverdagsbriller.
-
Det har stor betydning for valget af det rigtige udstyr, hvor du helt præcis skal bruge dine nye sportsbriller: Til hvilken type sport og under hvilke forhold skal du bruge brillerne? Briller til cykelsport bør for eksempel yde effektiv UV- og vindbeskyttelse, f.eks. via et stort stel med kurvede glas. Hvis du vil have optimal beskyttelse mod blænding på grund af hyppige skift mellem lys og skygge, er briller med polariserende glas en fremragende løsning.
For at undgå ubehagelige overraskelser bør alle sportsentusiaster, som bruger hjelm, altid tage hjelmen med, når de går til optikeren. For skiløbere kan et par ekstrabriller, som kan være under skibrillerne, være et godt alternativ til kontaktlinser. Hvis du vælger denne løsning, kan det anbefales at give brilleglassene en antistatisk overfladebehandling for at forebygge, at de dugger. Du kan også vælge skibriller med optiske glas eller få lavet en indsats med din styrke, som klemmes fast i skibrillerne.
Efter købet – passer brillerne nu også helt perfekt?
Endelig – omsider kan du hente dine nye briller! Nu bør optikeren endnu en gang kontrollere følgende:
- Hvor godt ser du rent faktisk med dine nye briller?
- Er glas og stel tilpasset optimalt?
- Er de særlige egenskaber funktionelle og hensigtsmæssige (overfladebehandlinger, glasfarve m.v.)?
- Ved progressive briller: Er glassene centreret perfekt? Fungerer de enkelte optiske zoner for dig? Tag dig god tid, og brug nogle minutter på at gå omkring i rummet med dine nye progressive briller på.
Man bør også kontrollere, om brilleglassene sidder godt fast i stellet. Er der behov for yderligere justeringer fra optikerens side? Brillerne skal også justeres, hvis kanten af glassene ses meget tydeligt forfra, eller hvis brillerne trykker for meget på næsen eller bag ørerne.
Generelt gælder: Tal med din optiker – han eller hun vil hellere end gerne hjælpe dig. Også hvis du skulle få problemer med dine briller på et senere tidspunkt, skal du endelig gå til optikeren igen. Husk: Selv om det kan tage et stykke tid at vænne sig helt til sine nye briller, så skal det i hvert fald føles godt at have dem på, og dit syn skal altid være så klart som muligt!