Har du trækninger ved øjet?
Symptomer, årsager, behandling og forebyggelse
Trækninger ved øjet er normalt harmløse, men de kan komme meget pludseligt og opleves som højst irriterende. Fascikulationer, som det hedder på lægesprog, kalder man i daglig tale trækninger ved øjet eller tics. BEDRE SYN forklarer, hvad årsagerne er, hvordan vi kan få vores øjne til at slappe af, så trækningerne forsvinder, og hvad vi kan gøre for at forebygge dem.
Vi ved alle, at vores øjenlåg med regelmæssige mellemrum bevæger sig, så øjet bliver fugtet med en tårefilm. Men hvis vores øjenlåg bevæger sig uregelmæssigt med hurtige sitrende bevægelser, er der noget galt – og det kan der være flere årsager til. Normalt er det dog uden betydning.
Symptomer
Hvis du mærker trækninger i øjet, er der altså ingen grund til panik – og faktisk er det kun det ene øjenlåg, der sitrer. Trækningerne kan ytre sig på mange måder – lige fra ganske lette trækninger, som man stort set ikke bemærker, til fuldstændig ukontrollerede bevægelser af det øverste eller underste øjenlåg. Trækningerne er normalt harmløse, også selv om de varer ved i nogle dage.
Årsager
Trækningerne udløses normalt af stress, nervøsitet, for meget koffein, øjentræthed (f.eks. som følge af computerarbejde eller intensiv brug af digitalt udstyr), højt blodtryk eller søvnmangel. Alle disse faktorer kan være meget belastende for vores nervesystem og kan forårsage ufrivillige muskelsammentrækninger omkring øjnene. For at være helt præcis: Nerveimpulser fra ansigtsnerverne (nervus facialis) udløser en spontan sammentrækning af det øverste øjenlåg (musculus levator palpebrae superioris) og af det underste øjenlåg (musculus orbicularis oculi).
En anden hyppig årsag er mineralmangel, i almindelighed af magnesium (hypomagnesiæmi). Magnesium er vigtig for kommunikationen mellem muskler og nerver. Ved magnesiummangel kan det ske, at nerverne sender forkerte signaler til musklerne. Udover trækninger ved øjnene kan det også give lægkramper. Magnesiummangel skyldes ofte usund og ensidig ernæring, men diarré og slankekure kan også føre til magnesiummangel. Nogle gange har vores krop brug for mere magnesium, for eksempel under svangerskaber eller ved regelmæssig træning og sport. Diabetes, kroniske nyrelidelser, cøliaki (glutenintolerance) eller alkoholmisbrug kan også medføre magnesiummangel. Din læge kan konstatere, om du lider af magnesiummangel ved en simpel blodprøve.
I sjældne tilfælde kan trækninger ved øjnene forårsages af infektioner, neurologiske lidelser, multiple sclerose eller en tumor i hjernen. De kan også skyldes fremmedlegemer i øjnene, bindehindekatar eller betændelse langs øjenrandene eller små læsioner i hornhinden, f.eks. hvis kontaktlinserne er sat forkert ind. Hvis trækningerne ved øjet forekommer i forbindelse med symptomer på lammelse eller ved tale- eller synsproblemer, så som dobbeltsyn, skal der søges læge øjeblikkeligt, fordi det kan være forvarsler for et hjerteinfarkt eller et slagtilfælde.
Behandling
De akutte symptomer kan lindres med et stykke stof, som er dyppet i varmt vand. Læg stoffet på øjenlåget i fem til ti minutter. Varmen får musklerne til at slappe af, så trækningerne holder op. En lignende effekt kan opnås med briller eller masker, der er fyldt med en gel. De kan købes på apoteket eller i forretninger med skønheds- og sundhedsartikler, og de kan bruges både varmt og koldt. Symptomerne kan også lindres ved blid massage af øjenlågene. Hvis trækningerne skyldes magnesiummangel, kan det normalt afhjælpes ved at spise magnesiumholdige fødevarer. Det er f.eks. jordnødder og hasselnødder, spinat, solsikkekerner, hirse, ris, bønner, havregryn og mineralvand, som er tilsat magnesium. Også tilskud af magnesium kan afhjælpe trækninger ved øjet hurtigt.
Hvis man kun sjældent har trækninger ved øjet, er der normalt ingen grund til at behandle dem. Det er kun nødvendigt at konsultere en læge, hvis trækningerne fortsætter over flere uger, eller hvis de bliver værre. I så fald tilrådes det at gå til lægen. En øjenlæge kan afgøre, om der er tale om synsproblemer, som kunne forårsage trækningerne ved øjet. Selv et let nedsat syn, som ikke behandles, kan overanstrenge øjnene, hvilket kan medføre trækninger ved øjnene. Hvis du ikke kan få en hurtig tid hos øjenlægen, kan en optiker også lave en synstest for at konstatere, om du har nedsat syn. Hvis det ikke er tilfældet, tilrådes det at opsøge en neurolog for at udelukke årsager som en hjernetumor eller en nervebeskadigelse.
Forebyggelse
Trækninger ved øjnene kan undgås på mange måder – afhængigt af, hvad der er årsagen til dem. Hvis der er mistanke om, at årsagen skal findes i stress, for meget koffein, usund ernæring eller søvnmangel, kan trækningerne ved øjnene forhindres ved at ændre på de nævnte forhold. Afslapningsteknikker kan være en god hjælp ved fysisk eller mental stress. Fysisk og mental stress kan afhjælpes på mange forskellige måder, f.eks. ved afslapningsøvelser under professionel vejledning, autogen træning, yoga, meditation, sport, mere søvn, beroligende musik eller lange spadsereture. Massage kan også hjælpe – enten af det pågældende øje eller af hovedet eller ryggen. Hvis du tilbringer meget tid med computerarbejde, og digital øjentræthed er årsagen til dine trækninger ved øjnene, kan et par specielle computerbriller være en effektiv afhjælpning.