Grøn stær, grå stær, øjenforkalkning osv.: Øjensygdomme og hvordan de opdages i tide

Bortset fra et anfald af akut grøn stær, hvor det indre tryk i øjet pludseligt stiger meget hurtigt, opdages grøn stær normalt først, når der allerede er sket betydelig skade på synsnerven og/eller nethinden. Typiske symptomer er rindende øjne og synsforringelse i form af et buet synsfelt, som er indsnævret udadtil. Det er det område, man kan se uden at bevæge hovedet. Nogle gange forringes synet i synsfeltets midte, eller der ses regnbuefarvede ringe, når blikket rettes mod et skarpt lys. Ved visse former for grøn stær oplever patienterne en generel forringelse af synsevnen og et reduceret kontrastsyn.

Ved akut grøn stær eller et anfald af grøn stær sker der en pludselig kraftig stigning af trykket i det angrebne øje. Dette kan ledsages af symptomer som røde og “hårde” øjne, smerter i øjnene og hovedpine, kvalme, opkastning og stive pupiller, hvor pupillerne ikke reagerer på lys, og pludseligt synstab.

Grøn stær eller glaukom er en fællesbetegnelse for forskellige sygdomme, som primært er kendetegnet ved forøget tryk i øjet og/eller kredsløbsforstyrrelser, som påvirker synsnerven. I sjældnere tilfælde kan grøn stær også forekomme i forbindelse med lavt øjentryk. Visse faktorer kan fremme risikoen for forøget øjentryk og dermed også øge sandsynligheden for at blive ramt af en af de forskellige typer grøn stær. Disse risikofaktorer omfatter diabetes mellitus, kardiovaskulære sygdomme, øjeninfektioner, nærsynethed, mange kortisonbehandlinger, forekomst af grøn stær i familien og en alder på over 65 år.

Behandlingen afhænger af, hvilken type grøn stær der er tale om. Øjendråber kan ofte bidrage til en sænkning af øjentrykket. Alternativt kan dette også opnås med laserbehandling eller operation. Operationer for grøn stær foregår for det meste under lokalbedøvelse.

Ved akut grøn stær er der tale om et medicinsk nødstilfælde, som skal behandles øjeblikkeligt, fordi det ubehandlet kan medføre blindhed. Patienten bliver behandlet medicinsk for at sænke øjentrykket, inden der opereres.

Grøn stær kan ikke forebygges. Det er kun risikofaktorerne for udvikling af grøn stær, der kan påvirkes. Effektiv behandling af diabetes og kardiovaskulære sygdomme som højt blodtryk kan effektivt forringe risikoen for at udvikle grøn stær.

Afhængigt af graden af den grå stær kan symptomerne manifestere sig på forskellige måder. Typiske symptomer er falmede farver og dårligere kontrastsyn, problemer med at se i tusmørke eller ved svagt lys, større blænding og forringet adaptionsevne ved lys og mørke. Personer med grå stær oplever alvorlige forringelser i synsevnen, både i det rumlige syn på kort afstand (f.eks. ved læsning) og på større afstande (f.eks. når der ses fjernsyn).

Der er mange årsager til grå stær. Den hyppigste årsag er øjets naturlige ældningsproces. Diabetes mellitus (type 1 og 2), hudsygdomme som neurodermatitis, rygning, øjenlæsioner, medicin (f.eks. alle former for kortison), ernæringsmangel, kronisk årehindebetændelse og stråling (f.eks. UV, røntgenstråler eller infrarødt lys) fremmer alle udviklingen af grå stær. Grå stær kan også være medfødt. I dette tilfælde er der for det meste tale om ikke-arvelige faktorer, som f.eks. en mæslingeinfektion under svangerskabet.

Grå stær kan kun behandles effektivt ved operation. Den uklare linse bliver erstattet af en kunstig linse (normalt fremstillet af akryl eller silikone). Operationen udføres normalt ambulant under lokalbedøvelse. Det øje, som er mest angrebet, bliver opereret først, og derefter bliver det andet øje opereret er par dage eller uger senere – afhængigt af, hvor hurtigt helingen finder sted.

Aldersrelateret grå stær er et naturligt fænomen og kan som sådan ikke forebygges. Dette gælder ikke for grå stær, som skyldes andre faktorer. Man har konstateret, at der er sammenhæng mellem rygning og udviklingen af grå stær – derfor anbefales det at lægge cigaretterne på hylden for at forebygge grå stær. De vigtigste forholdsregler til forebyggelse af diabetes er sund ernæring, tilstrækkeligt med søvn og regelmæssig motion. Risikoen for øjenskader kan reduceres, hvis der anvendes beskyttelsesbriller ved farlige opgaver (f.eks. arbejde med en boremaskine eller maskinpolering). For at undgå øjenskader pga. UV-lys bør man altid bruge briller med den rigtige form for overfladebehandling, f.eks. på ferie eller i solariet og solbriller og skibriller i bjergene.

Ved tør øjenforkalkning degenereres en del af nethinden, den bliver tyndere og dør hen. Derved ødelægges de lysfølsomme celler i midten af nethinden. Ved våd øjenforkalkning vokser nydannede blodkar fra øjets årehinde ind i den gule plet (makula), hvor de bevirker blødninger og væskeødemer.

Selv om det ikke er muligt at kurere øjenforkalkning, kan sygdomsforløbet forsinkes eller endda standses ved behandling.

Våd øjenforkalkning kan behandles ambulant ved injektion af et særligt medikament direkte i øjet (intravitreal injektion), som bevirker en tilbagedannelse af de nydannede blodkar, så den gule plet kan “tørre ud” igen. Eftersom dette normalt ikke har permanent virkning, skal behandlingen gentages med regelmæssige mellemrum over en årrække.

Fordi øjenforkalkning (AMD) er en typisk aldersrelateret øjensygdom, bør alle over 55 år regelmæssigt få foretaget en kontrol af nethinden.Det betyder, at sygdommen allerede vil kunne behandles på et tidligt stadium.

Uklarheder i glaslegemet opleves som mørke, ofte transparente punkter, striber eller slirer i synsfeltet – især set mod en lys baggrund som ved læsning, når man ser på himlen eller på sne. Der ser ud, som om de flyver omkring, men de følger med øjnene, når man bevæger dem. Dette fænomen er også kendt som mouches volantes, eller “flyvende myg / fluer.”

“Flyvende fluer” skyldes normalt den naturlige ældningsproces i glaslegemet (corpus vitreum), som udfylder størstedelen af øjeæblet. Glaslegemet består af 98 procent vand og 2 procent af forskellige proteiner og forbindelsesfibre. Disse komponenter er normalt opløst i vand og er derfor usynlige. Med tiden skrumper glaslegemet og bliver fortættet. Kollagenfibrene klumper sammen og virker pludseligt som slørede steder. Uklarheder i glaslegemet er en typisk aldersrelateret øjensygdom. Rundt regnet to tredjedele af alle mellem 65 og 85 år har disse symptomer, som rammer nærsynede oftere end langsynede eller personer med normalt syn. Stofskiftesygdomme, som diabetes mellitus, øjenlæsioner eller slag på øjet eller visse medikamenter kan medføre uklarheder i glaslegemet.

Selvom “flyvende fluer” ofte opleves som generende, er de i de fleste tilfælde harmløse og behøver ingen behandling. Hvis uklarhederne i glaslegemet begrænser synet og dermed mærkbart reducerer livskvaliteten, findes der forskellige muligheder for behandling. En mulighed er fjernelse af glaslegemet (vitrectomi), hvor glaslegemet fjernes helt eller delvist, og hvor øjet i stedet fyldes med væske eller gas. Øjenlæger anbefaler ikke denne behandling på grund af risikoen for blindhed. Laser vitreolyse er en ny og mindre risikabel behandlingsmetode. Det er en non-invasiv metode til behandling af uklarheder i glaslegemet. Laser vitreolyse-behandlingen kan udføres ambulant under lokalbedøvelse og er praktisk talt smertefri: Ved hjælp af en laser bliver uklarhederne i glaslegemet opløst eller knust (fotodisruption). I sammenligning med fjernelse af glaslegemet har denne behandling langt færre risici og bivirkninger.

Følgende sjældne symptomer kræver omgående behandling: Hvis uklarhederne pludseligt bliver større eller flere, og hvis dette også ledsages af lysglimt, kan der være tale om en begyndende nethindeløsning. I så fald skal man lade sig undersøge af en øjenlæge øjeblikkeligt. Det samme gælder, hvis der ses en sværm af store sorte pletter i synsfeltet, som ligner regn eller bølgende røg. Det kan være tegn på en blødning i glaslegemet, som skal undersøges af en øjenlæge øjeblikkeligt – eventuelt på et hospital. Du skal være opmærksom på, at du ikke må køre bil i nogle timer efter undersøgelsen, fordi øjenlægen normalt vil anvende pupil-udvidende øjendråber.

Øjets ældningsproces. Sådanne faktorer er bl.a. fornuftig ernæring og sund levevis. Endvidere skal man undgå at trykke hårdt på øjnene, som for eksempel ved at gnide øjnene kraftigt.

Personer med latent eller skjult skelen lider ofte af hovedpine, sviende eller generelt overanstrengte øjne, ofte ledsaget af udmattelse. Oven i dette opleves sløret syn, irriterede øjne og dobbeltsyn.

Hos patienter med latent skelen er øjnene ikke fuldstændigt parallelle, hvilket forringer deres rumlige syn. Hjernen og øjets muskler forsøger at forhindre dobbeltbillederne, hvad der kan gøre patienterne meget trætte. Der er mange forskellige faktorer, som kan resultere i skelen (heterofori): Alkohol, stress, træthed og psykisk stress. Mange timers computerarbejde kan også fremkalde skelen.

Latent skelen er normalt et tegn på overanstrengte øjne og behandles ofte ikke. Hvis den latente skelen resulterer i synsproblemer, kan den korrigeres med en prismebrille. Den udligner den inkonsistente billeddannelse takket være en speciel slibning af mindst et af brilleglassene. Derved forbedres bevægeligheden og samspillet mellem øjnene, som giver brugeren et mere afslappet og bedre syn.

Selv om skelen ikke kan forhindres, er det muligt at modvirke følgerne af tilstanden, som f.eks. synsproblemer. Der er flere ting, man kan gøre for at undgå problemer som følge af skelen, som f.eks. forringet syn. Derfor tilrådes det at undersøge spædbørn og lidt større børn med regelmæssige mellemrum, så man kan påbegynde en eventuel behandling så hurtigt som muligt.

Manifest skelen forekommer hyppigst hos babyer og små børn. Ved manifest skelen (concomitant strabismus) kan øjnene bevæge sig i alle retninger men fokuserer alligevel ikke på det samme objekt. Skelevinklen er identisk i alle retninger.

Manifest skelen (concomitant strabismus) er enten medfødt eller er forårsaget af langsynethed. En anden årsag kan være et forringet syn i et af øjnene eller en reduceret rumopfattelse.

Manifest skelen kan behandles med tildækning. Det ikke-skelende øje tildækkes i et tidsrum fra nogle få timer op til flere dage for at optræne det skelende øje til normalt syn. På denne måde får synscentret de impulser, som er nødvendige for at opnå en effektiv optræning.

Manifest skelen kan ikke forebygges. Der er flere ting, man kan gøre for at undgå problemer som følge af skelen, som f.eks. forringet syn. Derfor tilrådes det at undersøge spædbørn og lidt større børn med regelmæssige mellemrum, så man kan påbegynde en eventuel behandling så hurtigt som muligt.

Ved paralytisk skelen svigter en eller flere øjenmuskler eller en øjennerve pludseligt. Pludseligt ser patienten dobbelt og klager over dårlig rumopfattelse, ofte ledsaget af kvalme, hovedpine og svimmelhed. Patienterne kan opleve en overfølsomhed for lys, “rystende” eller brændende øjne og hyppig blinken. Skelevinklen afhænger af synsretningen. Personer med paralytisk skelen kompenserer ofte tilstanden ved at holde hovedet på skrå for at aflaste den lammede muskel. Med andre ord: de bevæger hovedet til en skrå position, hvor øjnene kan se parallelt.

Paralytisk skelen skyldes normalt en tilskadekomst, en neurologisk lidelse, beskadigelse af en kranienerve eller betændelse i en øjenmuskel. Kredsløbsproblemer eller tumorer, f.eks. i hjernen eller i øjenhulen, kan medføre paralytisk skelen.

Behandlingen af paralytisk skelen afhænger af årsagen. En af mulighederne for korrektion af problemet er en prismebrille, som udligner det uens syn ved hjælp af en speciel slibningsteknik af mindst et af brilleglassene. Alternativt er det muligt at operere de pågældende øjenmuskler, eller der kan behandles med neurotoxinet botulinum. Nogle gange kureres paralytisk skelen af sig selv efter nogle uger eller måneder.

Mulighederne for forebyggelse af paralytisk skelen afhænger af årsagen til tilstanden og er så forskellige og uensartede, at det ikke er muligt at beskrive dem detaljeret her. Din øjenlæge kan stille den præcise diagnose og foreslå en relevant behandling.

Hornhinden på begge øjne bliver tyndere og kegleformet. Den fremadskridende deformation af hornhinden medfører at evnen til at se skarpt langsomt forringes. Der kan være et tegn på en begyndende keratoconus, hvis synsstyrken ændrer sig meget i løbet af kort tid. Begge øjne bliver angrebet, men ikke altid i samme grad. Keratoconus kan udvikle sig allerede i barndommen, men ses hyppigst i alderen mellem 20 og 30 år. Sygdommen udvikler sig også forskelligt fra person til person. For nogle er keratoconus kun et mindre synsproblem, mens det for andres vedkommende er det nødvendigt med operation. I de fleste tilfælde er det ikke længere muligt at anvende kontaktlinser. På et fremskredent stadie af sygdommen klager patienter over forvrænget syn eller ringe omkring skarpe lyskilder, skyggedannelser på genstande, dobbeltsyn, forøget lysfølsomhed og dårligt tusmørke- og mørkesyn

På trods af mange studier og undersøgelser har man endnu ikke kunnet finde tilstrækkelige oplysninger om årsagerne til keratoconus og de dermed forbundne risikofaktorer. Man har mistanke om, at en fejlfunktion i skjoldbruskkirtlen kan være en af årsagerne, eller der kan være tale om en genetisk disposition for sygdommen, eftersom keratoconus kan forekomme mange gange i den samme familie. Det er en stor risikofaktor, hvis øjnene gnides hyppigt og kraftigt over en længere periode, for eksempel på grund af en  allergi.

Behandlingen af keratoconus afhænger af årsagen, men skal påbegyndes så tidligt som muligt. Hvis det viser sig, at årsagen er problemer med skjoldbruskkirtlen, kan behandling med skjoldbruskkirtelhormon være virksomt. På et senere stadium af sygdommen kan en hornhindetransplantation være den eneste mulighed.

Keratoconus kan med stor sandsynlighed ikke forebygges, fordi genetiske faktorer formentlig er en af de vigtigste årsager til sygdommen. Men risikofaktorerne kan reduceres, hvis personer med allergi afholder sig fra at gnide øjnene, og der træffes andre forholdsregler til eliminering af kløe. Det kan f.eks. være desensibilisering eller brug af relevant medicin.