Bindehindekatar, bygkorn, betændelse i øjenlåget, etc.
De mest almindelige former for øjenbetændelse.
Det kan være meget ubehageligt og foruroligende, hvis dine øjne begynder at klø, svie eller blive røde. Øjeninfektioner som bindehindekatar, bygkorn og betændelse i øjenlåget er mere almindelige, end man tror, og kan have mange forskellige årsager. SE BEDRE forklarer: Hvad er de mest almindelige former for øjenbetændelse? Hvordan udvikler en infektion sig? Hvad er årsagerne til infektioner, hvilke behandlinger findes der, og hvordan forebygger man dem bedst?
Med den rigtige behandling kan de fleste øjenbetændelser helbredes meget hurtigt. Men eftersom øjne og ansigt er meget følsomme steder, kan selv lette symptomer på øjenbetændelse – som kløe eller svie – være meget generende. Den gode nyhed er, at de mest almindelige former for øjenbetændelse meget let kan forebygges. Vi fortæller, hvordan det fungerer.
Bindehindekatar
-
Symptomer på bindehindekatar:
Symptomerne på bindehindekatar er røde eller sviende øjne, kløe, hævede bindehinder, tryk i øjnene, stærk lysfølsomhed og/eller sammenklistrede øjenlåg som følge af sekreter.
-
Årsagerne til bindehindekatar:
Bindehindekatar forårsages af bakterier (klamydia, hæmophilus influenzae, pneumokokker, gonokokker, stafylokokker), virus (herpes, adenovirus, mæslinger, røde hunde og skoldkopper), parasitter (fluelarver, orme), allergier (rhino-conjunctivitis eller allergisk rhinitis, normalt i forbindelse med høfeber) og eksterne påvirkninger. Ikke-smitsomme årsager omfatter bl.a. ætsende stoffer, læsioner og fremmedlegemer i øjnene samt røg, UV-lys, støv eller træk. Sygdomme i tårekanalerne kan også udløse bindehindekatar. Bindehindekatar er en af de mest almindelige former for øjenbetændelse, der findes.
-
Behandling af bindehindekatar:
Behandlingen af bindehindekatar afhænger af årsagen. Der skelnes mellem bakteriel, viral og allergisk bindehindekatar. Det tilrådes at undlade at bruge kontaktlinser, til infektionen er helbredt.
Bakteriel bindehindekatar:
Et let tilfælde af bakteriel bindehindekatar helbreder normalt sig selv og kræver ingen behandling. Der kan ordineres bakteriedræbende øjendråber eller gel for at fremme helbredelsesprocessen. Alvorlige tilfælde af bindehindekatar behandles med antibiotika.Viral bindehindekatar:
Normalt kan en viral bindehindekatar ikke behandles uden medikamenter. Kolde omslag og kunstige tårer kan dog lindre symptomerne. Hvis infektionen er forårsaget af herpesvirus, kan der ordineres Aciclovir.Allergisk bindehindekatar:
Ved allergisk betinget bindehindekatar skal det allergifremkaldende stof først identificeres. Derefter kan en behandling med de såkaldte mast-celle stabilisatorer og antihistaminer påbegyndes. Denne behandling hjælper patientens immunsystem med at bekæmpe allergenerne. Dekongestante øjendråber med kortison kan lindre symptomerne, ligesom kunstige tårer og kolde omslag. -
Forebyggelse af bindehindekatar:
Viral eller bakteriel bindehindekatar kan faktisk ikke forebygges. Hvis bindehindekataren udløses af eksterne påvirkninger (røg, vind, UV-stråling), er den bedste forebyggelse at undgå kontakt med disse ting. Prøv at bruge sportsbriller som øjenbeskyttelse eller solbriller.
Bygkorn
-
Symptomer på bygkorn:
Personer, som har et bygkorn, klager over smerter og tryk i den angrebne område. Bygkorn kan forekomme både i det øverste og det nederste øjenlåg, afhængigt af, hvilken kirtel der er blevet inficeret. Derudover skelnes der mellem interne og eksterne bygkorn: det interne bygkorn (hordeolum internum) sidder på indersiden af øjenlåget. Selv om et sådant bygkorn ofte ikke kan ses, medfører det kraftig rødme og hævelse af øjenlåget. Et eksternt bygkorn (hordeolum externum) ses tydeligt.
-
Årsager til bygkorn:
Et bygkorn er en materiefyldt betændelse af kirtlerne i øjenlåget, som er udløst af en bakteriel infektion (normalt af stafylokokker og i sjældnere tilfælde af A-streptokokker). Abscessen har form som et lille korn, deraf navnet hordeum, som betyder “byg” på latin. Der er forskellige årsager til infektionen, som f.eks. manglende hygiejne. Der er også andre risikofaktorer. Det er f.eks. sukkersyge (diabetes mellitus) eller et svækket immunforsvar. I begge tilfælde fungerer kirtlerne ikke, som de skal, hvad der betyder, at bakterier hurtigere kan formere sig.
-
Behandling af bygkorn:
Patienterne må aldrig forsøge at trykke bygkornet ud med fingrene, fordi materien kan sprede infektionen. Bygkorn forsvinder i reglen af sig selv og kræver ingen særlig behandling. Men når det er sagt, kan bestråling med varmelamper, antiseptisk øjengel og antibiotiske øjendråber fremme helbredelsesprocessen. Hvis bygkornet ikke er blevet mindre efter nogle dage, skal man konsultere en øjenlæge.
-
Forebyggelse af bygkorn:
Et bygkorn er en bakteriel infektion, hvilket betyder, at god hygiejne og øjenpleje kan reducere risikoen for infektion. Med andre ord er det vigtigt at vaske hænder ofte, især inden øjnene berøres. En anden risikofaktor er et svækket immunforsvar. Her er alle forebyggende forholdsregler relevante, som f.eks. sund ernæring og regelmæssig motion.
Øjenlågsbetændelse (blepharitis)
-
Symptomer på øjenlågsbetændelse:
Røde, skorpede. hævede, kløende og/eller sviende øjenlåg tyder normalt på en infektion i øjenlågene. En følelse af at have et fremmedlegeme i øjet, blanke kanter på øjenlågene, skæl ved roden af øjenvipperne, eller hvis øjenvipperne falder ud eller klæber sammen om morgenen er alt sammen tegn på en mulig blepharitis.
-
Årsager til øjenlågsbetændelse:
Årsagen til øjenlågsbetændelse kan være tilstoppede talgkirtlerne på indersiden af øjenlågene. Dette kan opstå som følge af en irritation, en infektion eller en overproduktion af talg. De specielle kirtler under øjenvipperne afgiver et fedtstof, som fordeles over øjnene, hver gang vi blinker, og som sørger for, at øjenlågene let kan glide hen over øjeæblet. Hvis der produceres for meget af dette fedtstof, kan kirtlerne blive tilstoppede. Øjenlæger kalder dette for en ikke-infektiøs øjenlågsbetændelse eller seborrhoe. Meget ofte skyldes en øjenlågsinfektion flere ting. Det “tredobbelte S syndrom”, som øjnelæger kalder den tilstand, hvor man ser en øjenlågsinfektion (seborrhoe) samtidig med en stafylokok-infektion og tørre øjne (sikka-syndrom). Støv, røg og træk kan også medvirke til. at der opstår en øjenlågsbetændelse.
-
Behandling af øjenlågsbetændelse:
Infektionen diagnosticeres ved undersøgelse af øjenlågets inderside og hornhinden og med en afstrygningsprøve af øjenlågets kant. Normalt ordinerer øjenlægen en antibiotisk gel eller tabletter. Hvis tårefilmen er reduceret, kan det være en god ide at bruge kunstige tårer (f.eks. øjendråber). Patienter kan accelerere helbredelsesprocessen ved at rense øjenlågene meget omhyggeligt. Læg varme fugtige kompresser på øjnene i op til ti minutter hver dag. Det hjælper til at opløse hårdnakket sekret, som ophober sig i kirtlerne. Stryg derefter med en vatpind over øjenlågene i retning af øjenvipperne for at fjerne de opløste sekreter.
-
Forebyggelse af øjenlågsbetændelse:
En øjenlågsinfektion kan holdes nede ved at undgå de påvirkninger, som har forårsaget den. Dette omfatter også irritationskilder som støv og røg eller andre urenheder i luften. At undgå træk medvirker også til forebyggelse af akut blepharitis. Ved en kronisk øjenlågsbetændelse kan symptomerne holdes nede ved at rense øjenlågene hver dag.
Hornhindebetændelse (keratitis)
-
Symptomer på hornhindebetændelse:
Symptomer på hornhindebetændelse varierer afhængigt af årsagen til sygdommen. Eftersom bindehinden ofte også er betændt (conjunctivitis), ses hornhindebetændelse hyppigt i forbindelse med røde, rindende øjne, og der udskilles et vandet eller materie-lignende sekret. Ved en normal hornhinde vil infektionen normalt være begrænset til hornhindens overflade. Hvis der er tale om en overfladisk infektion, er det kun det yderste lag (epithelium) af hornhinden, som bliver let uigennemsigtig. Men hvis selve hornhindelaget nedenunder (stroma) bliver betændt, f.eks. som følge af en læsion, kan der opstå en udtalt uklarhed i form af en hvid plet. Hvis det inderste lag af hornhinden (endothelium) bliver betændt, kan hele hornhinden svulme op. Hornhindebetændelse (keratitis) udløser ofte intense smerter og en alvorlig svækkelse af synet.
-
Årsager til hornhindebetændelse:
Den primære årsag er en bakteriel infektion, f.eks. som følge af forkert pleje af kontaktlinser. Typiske mikroorganismer er pneumokokker, stafylokokker og streptokokker. Sygdomme som sukkersyge (diabetes mellitus) eller et svækket immunforsvar forøger risikoen for en bakteriel hornhindebetændelse. Infektionen kan også udløses af virus. De mest almindelige er adenovirus, herpes simplex virus og varicella zoster virus (skoldkoppevirus). I meget sjældne tilfælde kan hornhindebetændelse også udløses af en svamp (candida albicans). De sygdomsfremkaldende organismer kommer ofte ind i øjet med fremmedlegemer eller findes i forurenet vand, f.eks. i swimmingpools eller i plejeprodukter til kontaktlinser.
Ikke-smitsomme udløsere af tilstanden omfatter mekaniske irritationskilder (læsioner, kontaktlinser, øjenvipper og andre fremmedlegemer), alkoholmisbrug, for meget computerarbejde og utilstrækkelig tårefilm. Det kan give kronisk tørre øjne og en deraf følgende ruhed af hornhindens overflade, hvis tårekanalerne ikke producerer tilstrækkelig meget tårevæske, eller tårefilmens kvalitet ikke er god. Tilstanden kan også forværres af deformiteter i øjenlågene, som kan medføre, at tårefilmen ikke bliver fordelt rigtigt over hele øjet.
-
Behandling af hornhindebetændelse:
Der findes en bred vifte af behandlingsmetoder afhængigt af årsagen til hornhindebetændelsen.
Bakterielle infektioner:
En bakteriel hornhindebetændelse kan behandles effektivt med antibiotiske øjendråber. Dråberne begrænser udbredelsen af de patogene stoffer og giver hurtigt lindring.Virusinfektioner:
Virusinfektioner kan normalt behandles med øjensalve og tabletter. Mange øjenlæger vælger aciclovir, som både bruges til behandling af skoldkoppe-virus og herpes simplex vira.Kronisk tørre øjne:
Patienter med kronisk tørre øjne får som regel specielle øjendråber, som stabiliserer tårefilmen og holder øjnene fugtige. -
Forebyggelse af øjenlågsbetændelse:
Den mest almindelige årsag til bakteriel hornhindebetændelse er dårlig hygiejne i forbindelse med isætning, udtagning og opbevaring af kontaktlinser. Kontaktlinsebrugere kan derfor forhindre en bakteriel hornhindebetændelse ved at pleje deres kontaktlinser korrekt. Det omfatter:
- Anvendelse af kontaktlinser begrænses til det tidsrum, som er anbefalet af producenten
- Overholdelse af brugsanvisningerne for rengøringsopløsninger
- Hyppig udskiftning af kontaktlinsebeholderen
- Grundig håndvask med sæbe, inden linserne berøres
- En ekstra rensning af linserne, hvis de har ligget i rengøringsopløsningen i mere end en uge
- Aldrig brug af rengøringsopløsningen flere gange
Betændelse i regnbue- og årehinde (uveitis)
-
Symptomer på betændelse i regnbue- og årehinde:
Symptomerne på betændelse i regnbue- og årehinde er røde øjne, forøget tåreflåd, sløret syn og smerter ved tryk på øjet. Patienterne klager ofte over, at de ser fnug, flager eller slirer.
-
Årsager til betændelse i regnbue- og årehinde:
Uveitis er en overordnet betegnelse for en række sygdomme, som angriber det indre øje og forårsager, at dele af regnbue- og årehinde bliver betændte. Der er så mange forskellige årsager til dette, at vi ikke kan behandle dem alle i detaljer her. Øjenlægerne skelner mellem anterior, median og posterior uveitis.
-
Behandling af betændelse i regnbue- og årehinde:
Der er en række behandlingsmuligheder afhængigt af den pågældende type af betændelse i regnbue- og årehinde. Behandlingen sigter mod at bekæmpe betændelsen inde i øjet for at reducere symptomerne. Hertil anvendes øjendråber til udvidelse af pupillen (f.eks. atropin, scopolamin og tropicamid) og øjendråber, som indeholder anti-inflammatoriske stoffer. Hvis betændelsen i regnbue- og årehinden skyldes en infektion, kan antibiotika eller antivirale medikamenter anvendes.
-
Forebyggelse af betændelsen i regnbue- og årehinde:
Der kendes ingen måder til forebyggelse af betændelse i regnbue- og årehinde idag.
Øjenbetændelse, infektion
-
Symptomer på øjenbetændelse:
Symptomerne på en infektion afhænger af deres årsager. Eftersom der findes så mange mulige årsager til en øjeninfektion, kan man ikke angive nogen standard-symptomer. Ved mange øjeninfektioner ser man dog, at bindehinden er betændt, patienten oplever en let til kraftig svie i øjnene, og der dannes et vandet, slimet eller materieholdigt sekret. Bakterielle infektioner gør sædvanligvis øjnene røde, mens virusinfektioner gør dem lyserøde.
-
Årsager til øjenbetændelse:
En øjenbetændelse kan skyldes virus, bakterier, parasitter eller svamp. Allergier kan også forårsage øjenbetændelse. Den mest almindelige årsag til øjenbetændelse er virus, som normalt viser sig på indersiden af øjenlåget og på overfladen af øjet. Histoplasmose (en svampeinfektion) og herpesvirus er også almindelige årsager til øjenbetændelse, ligesom almindelig klamydia og gonorre.
-
Behandling af øjenbetændelse:
Infektioner behandles forskelligt alt efter, hvad der har forårsaget dem. Afhængigt af, hvor alvorlig infektionen er, kan den behandles med antibiotika eller øjendråber. Hvis symptomerne ikke letter efter tre dage, vil man overveje denne form for behandling. Bakterielle og mange virale infektioner helbreder normalt sig selv uden behandling. Hos patienter med kraftige symptomer kan kølende omslag mange gange virke lindrende. Gamle husråd, som f.eks. brugen af øjentrøst – fås både som dråber og som te – kan reducere symptomerne. Hvis patienten har en allergisk infektion, kan allergien behandles med antihistaminer. De har en effektiv dæmpende virkning på kroppens allergiske reaktioner som kløe og nysen.
-
Forebyggelse af øjenbetændelse:
Øjenbetændelse skyldes normalt, at man har rørt ved øjnene med snavsede hænder. Derfor er den mest effektive forebyggelse pleje og en god hygiejne. Ved kontakt med en inficeret person eller potentielt inficerede genstande er det vigtigt at vaske hænder ofte og at undgå at berøre ansigt og øjne.
Bemærk: Selv om de fleste af disse symptomer virker harmløse, kan de også være tegn på en alvorlig sygdom. Søg læge med det samme, hvis du er i tvivl, eller hvis symptomerne bliver forværret. Dette er især vigtigt, hvis årsagen til symptomerne er uklare. En læge eller en øjenlæge kan stille den nøjagtige diagnose på baggrund af en omhyggelig anamnese.