Ikke alle solbriller er ens
Se Bedre fortæller dig, hvad du bør vide om UV-beskyttelse, farvede glas, spejlglas, polariserede glas med mere, så du kan finde det rigtige par solbriller til dine individuelle behov.
Solbriller er mere end bare et modetilbehør – det er vigtigt, at de yder fuld UV-beskyttelse til dine øjne. Derudover bør dine solbriller leve op til dine behov, uanset om du står på ski, dyrker vandsport eller bare lufter din hund udendørs. Dine solbriller kan tilpasses på mange måder med forskellige typer glas og coatings. Her er, hvad du bør vide, inden du køber dig et par.
Fuld UV-beskyttelse
Når det handler om valg af solbriller, er første prioritet for mange af os et smart stel, der passer til vores ansigtsform. Udvalget af stel og glas er uendeligt, og du kan nemt glemme årsagen til, hvorfor du overhovedet bør bruge solbriller – nemlig at beskytte dine øjne fra skadelig ultraviolet stråling (UVR).
UV-stråler er til stede dagen igennem, hver dag, både vinter og sommer – selv når det er overskyet. Overdreven UV-eksponering kan føre til akutte øjenskader såsom fotokeratitis (solskoldning af hornhinden) og solskoldede øjenlåg. Det kan også føre til kroniske øjenskader såsom grå stær og Pterygium (en udvækst, som dækker den hvide del af øjet hen over hornhinden).1,2
Ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) er rundt regnet 20 % af alle tilfælde af grå stær enten forårsaget eller forværret af UV-stråling. Grå stær er skyld i 48 % af alle tilfælde af blindhed, hvilket gør sygdommen til den primære årsag til blindhed verden over´.3
Derfor er det altafgørende at tjekke, om de solbriller, du ejer, eller det par, som du er ved at købe, yder fuld UV-beskyttelse på op til 400 nm. De bør bære CE-mærket (som garanterer, at dine briller lever op til de basale sikkerhedskrav i de europæiske retningslinjer). Nogle briller bærer også et UV400-mærke. Dette vises typisk på glassene med en etikette eller et mærke – eller måske følger der en brochure med produktinformation med dine solbriller – du bør dog altid tale med en optiker for at sikre dig, at dine solbriller yder den nødvendige beskyttelse.
Tip: Mange billige solbriller bærer CE-mærket og yder tilstrækkelig UV-beskyttelse, men solbrillernes glas er ofte produceret under anvendelse af ringere teknologi. Kvalitets-solbrilleglas bliver skåret og ikke sammenpresset, da dette kan forårsage streger, bobler eller indkapslinger i glasset, som kan påvirke dit syn og føre til øjentræthed. Det kan være, at sådanne glas midlertidigt kan forbedre dit syn udendørs og i skarpt lys, men på længere sigt kan de gøre mere skade end gavn.
Lægeordinerede solbriller
Hvis du har synsproblemer, er briller og kontaktlinser ikke altid det mest behagelige valg, særligt når du kører bil eller opholder dig udendørs. Klare glas reducerer ikke irriterende genskin og kraftigt lys, og kontaktlinser kan føles tørre og irriterende, når det blæser; eller værre endnu, kradsende og sandede på stranden.
Heldigvis behøver din korrektion ikke at stå i vejen, når du daser ved poolen eller vandrer i skoven, da lægeordinerede solbriller kan fås med flere forskellige glastyper, som passer til dine behov. Uanset om du er nær- eller langsynet, eller du bruger progressive, bifokale eller flerstyrkeglas, kan en dygtig optiker hjælpe dig med at tilpasse dine solbrilleglas efter dine korrektionsbehov. Derudover kan du tilpasse lægeordinerede solbriller yderligere med polariserede filtre, specialiserede coating-typer, spejle samt solide eller skiftende farver.
Tip: Giv din optiker så mange detaljer som muligt, når du køber lægeordinerede solbriller. Fortæl vedkommende, om du skal bruge solbrillerne til kørsel, hvilke sportsgrene og aktiviteter du planlægger at bruge dem til, og hvor ofte du ønsker at bruge dem. Dette vil hjælpe dig med at få den bedst mulige individuelle glasløsning.
Polariserede solbriller
Lysrefleksioner skaber genskin; en ubehagelig blændende effekt, som ofte opleves omkring vand, våde overflader og veje. Genskin kan potentielt være farligt, særligt for bilister og dem, der dyrker udendørs sport såsom cyklister, løbere og folk på ski. Lysets bølger svinger i alle retninger, men når lys reflekteres fra plane overflader såsom våde veje, ensrettes lysbølgerne og sendes i samme retning (de bliver polariserede). Denne effekt kan bruges til at eliminere genskin. Nogle solbrilleglas har polariseringsfiltre, som ikke tillader dette reflekterede (og derfor vertikalt polariserede) lys i at passere. Med sådanne solbriller vil du kunne se alt, uden de irriterende refleksioner. Polariserede solbriller forbedrer ikke kun den visuelle komfort, men kan også forbedre kontrastsynet og vise farver mere livligt, hvilket gør dem velegnet til mange udendørs aktiviteter. Polariserede filtre fås til de fleste typer af lægeordinerede solbriller, så kontakt din optiker for at få mere information.
Polariserede filtre kan reducere ubehageligt genskin drastisk og forbedre dit syn, når du kører bil, dyrker vandsport, står på ski, cykler eller løber.
Tip: Polariserede glas er ikke egnede til alle situationer. Det kan være vanskeligt at aflæse bestemte LCD-skærme eller instrumentpanelet på ældre biler, når du har dem på. Sørg for at fortælle din optiker præcist, hvad du skal bruge dine polariserede solbriller til, inden du køber dem. Spørg også, om du kan afprøve glassene i "rigtige" hverdagssituationer, og ikke kun inde i butikken. Gå en tur udenfor, og tag et kig på instrumentbrættet i din bil gennem brilleglassene, hvis muligt.
Specielle farver
De farvestrålende solbrilleglas fra 90'erne er på vej tilbage!
Tilpassede og lægeordinerede solbriller kan skræddersys med farvede glas i alle tænkelige farver, fra skrigende lyserød til blå, gul eller grøn. Ud over at være moderigtige kan farvede glas også være brugbare, når du dyrker sport (læs mere nedenfor).
Farvede glas fås også i mere konservative nuancer såsom grå eller brun, og de fleste farver fås i graduerede farver – der går fra mørk til lys fra den øvre til den nedre glaskant, eller dobbeltgraduerede, der skifter fra én farve til en anden. Sådanne solbriller er særligt behagelige i situationer, hvor de øvre og nedre lysforhold er forskellige, hvilket gør dem ideelle til kørsel. Et glas, som er mørkere på den øvre halvdel, tillader føreren at se vejen klart ved at minimere det blændende lys, mens en lysere nuance mod den nedre kant af glasset, gør det lettere at aflæse instrumentbrættet inde i bilen.
Mere om specielle farver
Nogle farvede linser har begrænsninger og kan ikke nødvendigvis bruges i alle situationer. Du har måske læst om eller hørt din optiker tale om "glaskategorier". Disse kategorier er forskellige fra glas til glas og kan forklares som følger:
Glaskategori |
Beskrivelse |
---|---|
0 |
Klare glas eller sikkerhedsglas, som ikke er farvede, og er bedst egnet til situationer, hvor brugeren skal kunne se klart. |
1 |
Lyse modefarver, som skaber en unik stil, og primært filtrerer lys med lav intensitet. |
2 |
Mellemfarver, der filtrerer lys med mellemintensitet. Mange solbriller ligger i denne kategori og yder generelt komplet UV-beskyttelse (tjek altid med din optiker). |
3 |
Disse glas blokerer endnu mere synligt lys end kategori 2-glas og er ideelle til forhold med stærkt lys. Kategori 3-glas fungerer godt med lukkede stel (spørg specifikt efter lukkede stel) til sport og vandsport. |
4 |
Kategori 4-glas filtrerer 92 % eller mere synligt lys. Disse glas er ikke egnet til kørsel og er bedst til specifik anvendelse og ekstreme forhold såsom gletschervandring. |
Tip: Ikke alle farvede glas er velegnet til kørsel, da bestemte farver kan påvirke din evne til at se trafik eller signallys. Farver med en lysabsorbering på over 25 % (kategori 2 og højere) er ikke velegnede til natkørsel.
Farveskiftende brilleglas
Måske har du hørt om lystilpassende, fotokromiske, farveskiftende glas, eller glas med variable farvetoner. Disse termer beskriver alle klare eller let farvede glas, der bliver mørkere ved reaktion på UV-lys. Sådanne glas er særligt behagelige for mennesker med korrektive brilleglas, fordi det ikke længere er nødvendigt hele tiden at skifte mellem korrigerende briller og lægeordinerede solbriller.
Solbriller kan kun yde visuel komfort op til et vist punkt og ved et konstant skiftende lys, vil du opleve, at dine glas virker for mørke i skyggefulde områder eller for lyse i kraftigt solskin. I situationer som disse kan din naturlige reaktion være at tage solbrillerne af og dermed lade dine øjne ubeskyttede.
Fotokromisk teknologi er kommet langt, og smart-solbriller såsom ZEISS AdaptiveSun er særligt udviklet til at tilpasse deres farveintensitet afhængigt af UV-eksponering. Glassene er allerede farvede, men de aktiveres i klart sollys, hvor de går fra mørk til mørkere på få sekunder. I skyggen vil glassene igen blive lysere, så du kan se bedre, men dine øjne vil fortsat være beskyttet mod skadelig UVR. Glassene fås også med polariseringsfiltre, der minimerer genskin og giver øget visuel komfort.
Tip: Som med nogle fotokromiske glas, bliver AdaptiveSun-glas meget mørkere i kolde, solrige omgivelser og kan begrænse udsynet i ekstremt koldt vejr. De er ikke egnede til kørsel i åbne køretøjer såsom cabriolet'er, motorcykler, terrængående køretøjer, snescootere eller aktiviteter såsom at stå på ski.
Spejlsolbriller
Spejl-coating kan påføres på forsiden af solbrilleglas og fås i flere forskellige metal-nuancer. Ud over at være moderigtige, begrænser spejl-coating den mængde lys, som trænger ind i glasset, yderligere, og er derfor ideelt til aktiviteter, der involverer meget kraftigt lys. Førsteklasses-spejl-coating såsom ZEISS DuraVision Mirror kan også afvise snavs, så det er slut med tilsandede glas, når du er på stranden!
Tip: Spejl-coating-farver er ren æstetik og påføres på brilleglasset. Du skal ikke bekymre dig om, hvorvidt et spejl påvirker dit syn, men glassets farve kan i kombination med et bestemt spejl påvirke dit syn. Din optiker kan rådgive dig om velegnede sammensætninger.
Sportsbriller
I de fleste sportsgrene skal du kunne se godt for at præstere godt. Dette kan være udfordrende, særligt ved udendørs sport, da stærkt lys, vind og sne kan påvirke dit syn. Et par gode sportssolbriller beskytter dine øjne mod elementerne, reducerer genskin og forbedrer kontraster.
Hvis du er på udkig efter et par sportssolbriller, bør du tale med din optiker om følgende:
Særlige farve glas: Der fås funktionelle farver til særlige sportsgrene. Solbriller til golf er ofte i en brun, ravfarvet eller kobbernuance, der hjælper spilleren med at se den hvide bold bedre på jorden. Målskyttere og jægere går ofte efter solbriller med gule glas, der giver bedre kontrast, mens solbriller med blå glas kan være gavnlige til sportsgrene, hvor der indgår gule elementer såsom tennis eller bueskydning (gul bold og gult målfelt).
Omsluttende glas: Mange moderne sportsbrillestel er "omsluttende", hvilket betyder, at de buer om øjne og hoved for at give fuld dækning og tillade et minimum af lys i at trænge ind fra siderne. Ikke alle glas er egnede til omsluttende stel, og du kan opleve visuelle forvrængninger med et forkert valg af glas. Der kræves en særlig optisk korrektion af glassene for at kompensere for de specifikke optiske fejl, som forårsages af de stærkt buede vinkler. Tal med din optiker om ZEISS Sports Lenses, som giver optimal syn ved kurvede stel.
Slagfasthed: Af helt åbenlyse årsager bør sportssolbriller yde bare en vis grad af slagfasthed afhængigt af den sport, du ønsker at bruge dem til. Polykarbonatglas har tendens til at være det foretrukne materiale til sportssolbriller. Polykarbonatglas har tendens til at være det foretrukne materiale til sportssolbriller.
Børnesolbriller
Krystallinsen hos børn er mere transparent end i et voksent øje og tillader UV-stråling i at passere. Oven i det sker 50 % af den totale UV, som vi har været eksponeret for, når vi fylder 60 år, allerede inden vi er fyldt 20. UV-skader er akkumulerende, og det er meget vigtigt, at børn starter med at bruge solbriller og beskytte deres øjne fra en tidlig alder.4
De fleste af de tilpasningsmuligheder, der er tilgængelige for solbriller til voksne, er også tilgængelige for børn. De samme standarder for UV-beskyttelse gælder også for solbriller til børn, og du bør være opmærksom på at vælge kvalitetsglas til dine børn. Tal med din øjenlæge for at få mere information.
Læs mere: Derfor bør børnebriller yde den bedste uv-beskyttelse
-
1
McCarty CA, Taylor HR. A review of the epidemiologic evidence. Linking ultraviolet radiation and cataracts. Dev Ophthalmol. 2002.
-
2
Moran, D. J., & Hollows, F. C. (1984). Pterygium and ultraviolet radiation: a positive correlation. British Journal of Ophthalmology. 68(5), 343-346.
-
3
Resnikoff, Serge et al. “Global data on visual impairment in the year 2002” Bulletin of the World Health Organization vol. 82,11 (2004): 844-51.
-
4
Green AC, Wallingford SC, McBride, P. Childhood exposure to ultraviolet radiation and harmful skin effects: Epidemiological evidence. Prog Biophys Mol Biol. 107(3): 349-355, december 2011.