Hvordan moderne brilleglas med styrke kan maksimere dit synspotentiale
Samtale med ZEISS om holistisk synstest og brilleglas med styrke, der er optimeret til samsyn.
Alle brillebrugere ved, hvad en synstest eller en subjektiv refraktion er. Optikeren giver os et par prøvebriller og beder os om at læse bogstaver og tal, eller vi skal fortælle, hvor åbningen i ringe af forskellig størrelse på en tavle befinder sig. Optikeren sætter målebrilleglas med forskellig styrke i prøvebrillerne og beder os hver gang fortælle, om vi ser bedre eller dårligere. I løbet af denne trinvise proces finder optikeren frem til nøjagtig den styrke, brilleglassene skal have, så vi kan se klart og skarpt. Men findes der ikke en bedre og mere præcis måde? SE BEDRE talte med Carsten Kreß, som er produktchef for oftalmiske optiske instrumenter hos Carl Zeiss Vision.
SE BEDRE: Synstesten er helt klart den vigtigste del ved købet af et par briller. Hvad er typisk for moderne subjektiv refraktion i dag?
Carsten Kreß: Ja, synstesten er vigtig. Målet med vores synstest hos ZEISS er at opnå det bedst mulige syn for hver enkelt individuel kunde. Det lyder sikkert som en selvfølge, men vores mål er, at give brillebrugere præcis den brilleglasstyrke, som sætter dem i stand til fuldt ud at udnytte den synsevne, de har. Vi prøver ikke at opnå det, som ofte betegnes som "100 %" skarpt syn - i stedet sigter vi mod at opnå et maksimalt syn, og det kan variere meget fra person til person.
Vi prøver ikke at opnå det, som ofte betegnes som "100 %" skarpt syn - i stedet sigter vi mod at opnå et maksimalt syn, og det kan variere meget fra person til person.
SE BEDRE: Hvad kræver det?
Carsten Kreß: Testforholdene ved den subjektive refraktion er af afgørende betydning. Synstests udføres stadig ofte med en projektor, som projicerer optotyperne på en væg. Men det betyder, at lyset i testrummet skal være dæmpet, så man kan se optotyperne med så stor kontrast som muligt. Dette kan være en ulempe, fordi disse lysforhold i almindelighed ikke svarer til forholdene senere, når de korrigerende glas skal bruges i virkeligheden.
Derfor har ZEISS allerede siden 1958 udviklet måleinstrumenter med baggrundsbelyste optotyper. Det betyder, at den subjektive refraktion kan udføres i normalt dagslys. Det apparat, der normalt anvendes til afstandsmålinger, er den elektroniske i.Polatest®, som viser optotyperne på en specielt konstrueret LCD-skærm. En anden fordel ved dette synstest-instrument er, at der genereres nye optotyper hver gang. Det betyder, at kunden hver gang får vist nye optotyper, hvad der modvirker træthed eller at kunden lærer optotypernes placering udenad. Optikeren får dermed mulighed for også at bruge flere forskellige slags optotyper som bogstaver, tal, Landolt ringe, Snellen E-typer eller symbolbilleder til børn eller personer, som ikke kan læse.
Der findes et lignende instrument til test af nærsynethed, læsebriller eller briller til brug på arbejdspladsen. Synstesten udføres med et mobilt håndholdt apparat, Polatest® N Classic, ved kundens normale læse- og arbejdsafstand. Tænk f.eks. på en musiker, som skal kunne læse noderne helt præcist på en ganske bestemt afstand. Brilleglas med styrke kan optimeres, så de passer præcist til denne læseafstand, hvis dette tages med i betragtning under den subjektive refraktion.
SE BEDRE: Er det sandt, at med i.Polatest® er det muligt at udføre en synstest på begge øjne samtidigt? Hvorfor er det vigtigt?
Carsten Kreß: Arbejdsgangen er følgende. Optikeren optimerer først styrken for brilleglasset med i.Polatest® for det ene øje og derefter separat for det andet – en standard monokulær måling. Men eftersom kunden normalt bruger begge øjne til synsprocessen, skal samspillet mellem øjnene altid testes. Derfor tilbyder vi polariseringstests med Polatest® udstyr - deraf navnet Polatest®.
Vi inkluderer også test af samsynet, hvorved det er muligt at diagnosticere en associeret skelen. Samlet set har samsynstesten ét formål: Et godt og afslappet syn med begge øjne samtidigt. De fremfundne styrker kan således overføres til de endelige brilleglas til den daglige brug i hverdagen.
Mange mennesker er slet ikke klar over, at de har et samsynsproblem
Carsten Kreß: Mange mennesker er slet ikke klar over, at de har et samsynsproblem. Der er f.eks. mennesker, som har store problemer med spændinger (hovedpine, sviende øjne eller stor lysfølsomhed) eller problemer ved læsning, dårlig dybdeopfattelse eller permanente muskelspændinger, fordi de ubevidst altid holder hovedet lidt på skrå - uden at man på trods af grundige undersøgelser har kunnet stille en diagnose. Mange af disse mennesker lider af en udiagnosticeret associeret heterofori, som ofte kan korrigeres med prismeglas. Og man behøver ikke være bekymret: sådanne prismeglas er ikke på nogen måde uattraktive. En polariserende eller samsynstest i forbindelse med en grundig lægeundersøgelse kan skabe klarhed .
SE BEDRE: Hvordan fungerer disse tests?
Carsten Kreß: Lige som ved en monokulær test skal kunden se på et synstestapparat. Ved hjælp af en særlig teknologi – svarende til 3D projektion – vises kun en del af testen for hvert øje ad gangen, samtidig med at testmiljøet ses normalt med begge øjne. De korrigerende tiltag, som kan forbedre evnen til samsyn, baseres på kundernes udtalelser om, hvordan de ser testkomponenterne. Dvs. om de er i stand til at at se alle testkomponenter samtidigt, eller om dele af testen ses forskudt i forhold til hinanden.
En metode til korrektion af binokulært syn, som er meget udbredt i tysktalende lande. blev udviklet af H. J. Haase så tidligt som i 1953. Metoden blev også opkaldt efter ham og forkortet til MKH, som er den gængse betegnelse for denne test på tysk. Afhængigt af, hvad de lægelige undersøgelser viser, kan optikere også anvende andre samsynstests og metoder sammen med i.Polatest® for at bringe det binokulære syn i balance.
SE BEDRE: Kan børn også lide af associeret heterofori?
Carsten Kreß: Selvfølgelig. Det er meget vigtigt at kontrollere børns syn regelmæssigt. Det er utroligt, så mange synsproblemer vores hjerne selv er i stand til at kompensere for – især hos børn. Normalt overtager det øje, som har de bedste syn, synsarbejdet, mens synsindtrykkene fra det dårlige øje ganske enkelt undertrykkes. Jo tidligere dette bliver opdaget og behandlet, desto bedre er mulighederne for, at en målrettet behandling af synsproblemerne også vil kunne hjælpe børnene til at udvikle et godt samsyn. Det er ikke altid nødvendigt med en omfattende øjentest. Forældre kan for eksempel teste, om deres børns øjne bevæger sig parallelt med en bevægelsestest: Bevæg helt enkelt en genstand gennem barnets synsfelt fra flere forskellige retninger, og kontroller, om begge barnets øjne følger genstanden - ensartet, uensartet eller i spring. Hvis et af øjnene reagerer anderledes, anbefaler vi at lade en øjenlæge undersøge barnets syn.
Det er kendt, at lidelser som analfabetisme, hyperaktivitet og manglende koncentrationsevne eller ADHD hos børn kan sættes i forbindelse med synsproblemer.
Man bør få foretaget en øjentest af børn, så snart de er begyndt at tale. Inden da kan man, f.eks. ved for tidligt fødte børn, benytte andre observations- eller målingsmetoder.
SE BEDRE: Hvorfor udfører mange optikere den objektive synstest inden den subjektive refraktion?
Carsten Kreß: Generelt bruges autorefraktoren til den objektive synstest. Ved denne synstest ser kunden ind i et apparat, som automatisk måler ametropien separat for hvert øje. Hos ZEISS kaldes den anvendte autorefraktor i.Profiler®, som måler ved hjælp af bølgefrontteknologien. Med denne teknologi kan en højere grad af afvigelser måles, hvad der igen betyder, at glassenes styrke og korrektion til brug under dårlige lysforhold kan optimeres (f.eks. i tusmørke). Der er en klar fordel ved at udføre den objektive synstest først - nemlig at kunderne ikke behøver at blive belastet af en langvarig synsundersøgelse i synsprøverummet. Med i.Profiler® får både øjenlæger og optikere straks meget præcise måleresultater, så det bliver muligt at starte den subjektive refraktion med det samme. Dermed kan fastlæggelsen af den nøjagtige styrke for brilleglassene optimeres - inklusive en måling af samsynet.
Forklaring af resultatet af øjentesten:
Under øjentesten bestemmes den refraktive værdi af øjets optiske korrektion uden at lade øjet akkomodere og danne et skarpt billede (øjelinsens individuelle dynamiske indstilling af den refraktive styrke).
0,00 dpt (dioptrier) = normalt syn (emmetropi)
Ikke 0,00 dpt (dioptrier) = ametropi
f.eks. sfæ. +2,00 dpt (dioptrier) = langsynethed (hyperopi) – også for presbyopi. I så fald kaldes det for næraddition (add)
f.eks. sfæ. -1,00 dpt (dioptrier) = myopi
cyl 1,00 dpt(dioptrier) = cylindrisk ametropi (bygningsfejl) – øjet ser prikker som bjælker eller linjer
Hvad er associeret heterofori?
Hvis det binokulære syn er normalt, ser begge øjne identisk. Med associeret heterofori er der en ubalance i øjenbevægelsesmusklerne. En person med denne lidelse skal bruge meget energi på at se. Hvis øjnene var i deres mest afslappede position, ville resultatet blive dobbeltsyn. Personer, som lider af associeret heterofori, har en (ufrivillig) trang til at kompensere for dette synsproblem, hvilket resulterer i en lang række problemer. Tilstanden kan meget vel sammenlignes med andre afvigelser fra den normale kropsstruktur, f.eks. når det ene ben er kortere end det andet. Dette resulterer ofte i rygsmerter og spændinger, som let kan kompenseres med et indlæg i skoen. Brilleglas med prismer kan kompensere for associeret heterofori.