Det menneskelige øjes kompleksitet – fra den blinde plet og makula til fokuseret og perifert syn

I løbet af de sidste 500 millioner år har evolutionen ud fra en simpel lysfølsom plet frembragt en utrolig variation af forskellige øjne. Dette er helt klart et af de mest betydningsfulde trin i udviklingen, fordi levevæsener med øjne helt klart har en fordel fremfor de blinde arter. Der er stadig delte meninger blandt forskerne om, hvorvidt denne store variation af øjne stammer fra en fælles øjen-prototype, eller om øjne har udviklet sig uafhængigt af hinanden i mange forskellige sammenhænge. De forskellige organismers behov har skabt en mangfoldighed af øjne: Flade øjne, øjengruber, øjne med et stenopæisk hul, det såkaldte 'pin-hole' og mosaikøjne, facetøjne eller sammensatte øjne og øjne med linser hos hvirveldyrene inklusive mennesket. Den sidstnævnte øjentype er blandt de mest sofistikerede synsorganer, som evolutionen har frembragt. Udviklingen af øjne med linser gjorde det muligt at se omgivelserne både lysstærkt og skarpt på samme tid. Men selv det menneskelige øje har sine udviklingsmæssige svagheder...

I fællesskab med  vores øjne har vores hjerne hovedrollen i det komplekse system, som udgøres af det menneskelige syn. Diskret og tilsyneladende uden anstrengelse kompenserer hjernen for øjets ufuldkommenheder. Det er et eksempel på teamwork, når det er bedst!

Under udviklingen af øjne med linser hos hvirveldyr – og dermed også vores egne øjne – skete der noget mærkeligt. Til forskel fra f.eks. de tiarmede blæksprutter, hvis yderst forfinede kugleformede øjne med linser har udviklet sig ved en indkrængning af den udvendige hud, er det menneskelige øje – måske ved en tilfældighed – opstået på en helt anden måde, nemlig som en udvækst af hjernen. Ved første øjekast kan dette virke som en uvæsentlig forskel, som dog giver visse fordele, idet denne form giver plads til flere lysfølsomme celler end andre øjentyper af samme størrelse. Men underligt nok er vores lysfølsomme celler placeret i den forkerte retning på nethinden og vender bagud ind mod kroppen, mens vores nerveceller vender fremad mod lyskilden. Det betyder, at vi i grunden har et 'omvendt øje', som kræver, at vores hjerne sætter tingene i det rette perspektiv. Det betyder også, at mennesker, på samme måde som alle hvirveldyr, har noget, der er kendt som den blinde plet.

Udover den blinde plet er der også et område på nethinden i menneskets øje, hvor det er muligt at fokusere super-skarpt - dette område kaldes for øjets gule plet eller makula lutea. I den centrale del af makula findes den største koncentration af tapceller, som er den ene af de to typer lysfølsomme celler i øjet. Den lille centrale fordybning – fovea centralis – er placeret nøjagtigt i midten af makula, og det er her vores skarpe centrale syn er placeret.

Dyr, som har brug for et godt nattesyn, har normalt store øjne -- tænk på ugler eller på eksotiske dyr, som f.eks. spøgelsesaber - eller bare på vores katte. Faktisk har katte også en speciel nethinde med et reflekterende lag, som sørger for, at der trænger mere lys frem til nethinden. Nattens jægere har øjne, der er helt anderledes opbygget end menneskers. Sammenlignet med mennesker, der jo hører til de dagaktive arter, har natdyr langt flere stave (synsceller, som er følsomme for lys) end tappe (som sørger for farvesynet).

Det er primært vores tap-synsceller, som giver os vores farvesyn. Vi har tre forskellige slags tapceller, som har deres maksimale følsomhed for hhv. rødt, blåt eller grønt lys, svarende til de specifikke bølgelængder i dagslys. Om natten indeholder lyset ikke disse tre farvebølgelængder. Når øjnene ikke længere modtager farvesynsdata, er det kun vores stavceller, som er aktive – og derfor er alt gråt om natten.

Man kunne udtrykke det sådan: Alle skabninger har de øjne, som de har brug for. For de dyr, som nemt kunne blive det næste måltid på et rovdyrs spiseplan, er det vigtigt at have et fremragende all-round synsfelt. Det er derfor, at harer, rådyr og andre potentielle byttedyr har øjnene placeret på siden af hovedet. Det betyder på den anden side, at de har vanskeligere ved at vurdere dybde og afstande.

Takket være vores fremadrettede øjne er vi mennesker i stand til at bedømme dybde og afstande utroligt godt, til gengæld har vi ikke et synsfelt på 360 garder - sandsynligvis, fordi vi ikke længere har brug for det.

Vidste du, at vi rent faktisk ikke stirrer på en genstand, når vi fokuserer på den? De lysfølsomme celler reagerer kun på ændringer i lysforholdene. Så hvis vi virkelig stirrede stift på noget, ville det ubevægelige billede efterhånden forsvinde. Men naturen har selvfølgelig, som altid, en løsning på dette problem: Vores øjne foretager hele tiden, uden at vi lægger mærke til det, små tilfældige bevægelser. Derved kan vi bibeholde synet af genstanden i fokus samtidig med, at vi hele tiden også ser tingene rundt om os. Så selv om vi fokuserer på ét punkt, foretager vores øjne konstant små rykvise bevægelser, de såkaldte sakkader.

Det perifere syn er den del af vores syn, som ligger udenfor vores centrale fokuserede blik. Det perifere syn giver os et forhåndsindtryk eller opfattelse af noget, inden vi fokuserer på det, og fungerer dermed meget anderledes end det fokuserede syn. Det perifere syn omfatter godt og vel 90 procent af vores synsfelt, selv om det kun har rådighed over ca. 50 procent af de lysfølsomme celler. Det betyder principielt, at evnen til at se skarpt og detaljeret kommer til kort i vores perifere syn på grund af dette syns meget lavere synsskarphed eller opløsning. Men vores perifere syn er stadig meget bedre til at opfatte bevægelser, fordi vi stadig har brug for at hurtigt at kunne identificere potentielle farer.

1. Søg altid professionel rådgivning hos din optiker for at finde de flerstyrkeglas, der er bedst egnede til dig.
2. Brug så vidt muligt dine flerstyrkeglas uafbrudt lige fra starten – især på tidspunkter, hvor du bevæger dig meget rundt. Det hjælper din hjerne til at vænne sig det nye og forbedrede syn meget hurtigere.