Det menneskelige øje

Hornhinden, som er det yderste lag af øjet, er fugtig, fordi den dækkes af en tårefilm. Den er indlejret i den hvide del af øjet, som kaldes senehinden eller sclera. De to dele danner i fællesskab øjets ydre lag, som på fagsprog kaldes for tunica externa bulbi. Hornhinden fungerer som øjets vindue: Den har form som en flad skive, er transparent og lader lyset komme ind i øjet. Den beskytter også øjet mod påvirkninger udefra som smuds, støv og overfladiske læsioner. Den er selvfølgelig meget elastisk. Hornhindens buede form giver den de optiske egenskaber, som er væsentlige for, at vi kan se klart.

Senehinden – den hvide del af øjet – er tykkere og stærkere end hornhinden og beskytter øjet mod beskadigelser. Den dækker stort set det meste af øjet – bortset fra to steder: På forsiden af øjet, hvor hornhinden befinder sig, og på bagsiden ved synsnerven.

Pupillen er det sorte punkt i midten af menneskets øje. Den reagerer på indfaldende lys og ændrer sin størrelse afhængigt af lysintensiteten. Dens størrelse afhænger ikke af pupillen selv men bestemmes af iris. Vores følelsesmæssige tilstand kan også påvirke størrelsen af vores pupiller. For eksempel kan angst eller stor glæde få vores pupiller til at udvide sig, ligesom alkohol eller medikamenter kan få dem til at ændre størrelse.

Iris, som også kaldes regnbuehinden, er den farvede ring rundt om pupillerne. Den fungerer på samme måde som blændeåbningen i et kamera: Den styrer, hvor meget lys der kommer ind i øjet. I kraftigt lys sørger den for, at pupillerne bliver mindre, så der kommer mindre lys ind i øjet. I mørke sker det modsatte: Pupillens ringmuskel åbner sig, og pupillen udvides. På den måde kommer der mere lys ind i øjet, når det er mørkt, og mindre lys, når omgivelserne er klart belyst. Iris bestemmer vores øjenfarve, og dens struktur er unik for hvert eneste menneske. Iris er det græske navn for regnbuen, som i den græske mytologi også var navnet på en gudinde. Det interessante er, at farven af iris overhovedet ikke påvirker vores syn. En person med brune øjne ser ikke verden som “mørkere” end en person med lyse, f.eks. blå øjne.

Menneskets øje har to kamre, det forreste kammer (camera anterior) og det bageste kammer (camera posterior). Kamrene i den forreste del af øjet indeholder en vandagtig væske. Væsken i det forreste kammer indeholder de primære næringsstoffer for linse og hornhinde, forsyner dem med ilt og modvirker sygdomsfremkaldende stoffer. Den vandagtige væske i det andet øjenkammer har en anden opgave: Den hjælper øjet med at bevare sin form.

Øjets linse samler lyset, der kommer ind gennem pupillen, så der dannes et skarpt billede på nethinden. Linsen er elastisk, og ved hjælp af ciliærmusklen kan den ændre form, så vi både kan fokusere på genstande på nært hold og på afstand. Når vi ser på genstande tæt ved, krummes linsen, så vi kan se klart på kort afstand. Og når vi ser på genstande længere væk, bliver linsen flad – igen, for at vi kan se klart. Linsen vender det billede, vi ser, på hovedet, dvs. billedet dannes omvendt på nethinden bagest i øjet. Det bliver først “vendt rigtigt”, når det bliver behandlet i hjernen bagefter.

Ciliærlegemet spiller en vigtig rolle for vores syn: Det producerer en vandagtig væske og indeholder ciliærmusklen (musculus ciliaris). Ved at ændre linsens form gør ciliærmusklen det muligt for os både at fokusere på genstande tæt ved og på afstand.

Den indvendige del af øjet mellem linsen og nethinden er fyldt ud af glaslegemet. Dette “legeme” udgør størstedelen af øjet. Det er gennemsigtigt og består af 98 procent vand og 2 procent natriumhyaluronat og kollagenfibre.

Nethinden behandler lys og farveimpulser, så de kan sendes videre til hjernen gennem synsnerven. Enkelt sagt, så fungerer nethinden som en katalysator: Ved hjælp af sine sanseceller omdanner den det indfaldende lys til impulser, som derefter bliver behandlet i hjernen. Disse sanseceller omfatter tappe (til farvesyn) og stave (til opfattelse af lys og mørke). Intet sted i øjet sidder sansecellerne så tæt som på nethindens midte, som kaldes den gule plet eller makula: Ca. 95 procent af alle sansecellerne er placeret på et område på omkring 5 kvadratmillimeter. Det er omtrent samme størrelse som et knappenålshoved.

Øjets årehinde befinder sig mellem senehinden (den hvide del af øjet) og nethinden og går over i ciliærlegemet og iris. Den forsyner nethindens receptorer med næringsstoffer, holder nethindetemperaturen konstant og medvirker også til akkomodationen, dvs. skiftet mellem nær- og afstandssyn – omtrent på samme måde, som når en kameralinse fokuserer.

Synsnerven har til opgave at transportere impulserne fra nethinden til hjernen. Den består af omkring en million nervetråde (axoner) og er ca. en halv centimeter tyk. Den forlader nethinden i papilla. Dette punkt kaldes også for “den blinde plet”, fordi nethinden ikke har nogen sanseceller på dette sted. Derfor har det billede, som dannes i hjernen, rent faktisk en sort plet – som hjernen dog normalt kompenserer for, så vi alligevel opfatter det som et helt billede. Vi ser normalt ikke dette punkt, fordi vores hjerne sørger for at “udbedre” fejlen.

Et lille område med enorm betydning: Fovea centralis, den centrale fordybning i den gule plet, er et område på under to millimeters størrelse, som udfører nogle af de vigtigste funktioner i vores optiske system. Det er placeret på midten af nethinden og er fyldt med sanseceller, som sætter os i stand til at se knivskarpt og med farver i dagslys. Når vi ser på en genstand, flytter vores øjne sig automatisk, så billedet bliver dannet på fovea.

Tårekirtlerne, som omtrent er på størrelse med en mandel, er placeret i øjenhulens yderside og producerer tårer, når der er brug for det. Tårerne er et sekret bestående af salte, proteiner, fedt og enzymer, som fugter og beskytter hornhinden og medvirker til at fjerne fremmedlegemer fra øjet.

Øjenlågene fugter øjet, hver gang vi blinker. De lukker sig pr. refleks for at beskytte øjnene mod vind, væsker og fremmedlegemer. I gennemsnit blinker mennesker otte til tolv gange i minuttet og fordeler derved tårevæske over øjets overflade på en brøkdel af et sekund. Det holder hornhinden fugtig og forhindrer, at den tørrer ud.

Øjenvipperne er ikke alene pæne at se på, de har også en praktisk funktion: De beskytter øjnene mod støv, smudspartikler og fremmedlegemer. Det sker alt sammen helt automatisk: Så snart de fine hår kommer i kontakt med noget, eller hvis hjernen forventer, at der sker en kontakt, lukkes øjenlågene pr. refleks.

Øjenbrynene beskytter øjnene mod sved fra panden.