Brillens historie

Mange mener, at opfindelsen af brillen er den femte-vigtigste opfindelse, siden mennesket opdagede ilden og opfandt hjulet. For første gang i menneskehedens historie kunne millioner af mennesker glæde sig over at kunne se godt på trods af deres synsproblemer. I dag betragter vi det som en selvfølge, men før i tiden var der ganske enkelt ingen hjælp at hente ved et svagt syn – for brillerne var ikke opfundet endnu. Men det var en langvarig proces at nå frem til de moderne briller, som vi kender i dag. Der blev udført utallige forsøg og eksperimenter, og mange forskellige slags brilletyper kom og gik. SE BEDRE fortæller brillernes historie – fra den spæde begyndelse som "læsesten" frem til forvandlingen til et eftertragtet livsstils- og modeobjekt.

Opfindelsen af brillen anses for et afgørende spring fremad i menneskets kulturelle historie: Pludselig kunne mennesker med synsproblemer ikke alene deltage aktivt i det daglige liv, de blev også i stand til at gennemføre langvarige studier og indsamle stor viden, som de kunne formidle til andre. Den store romerske politiker og taler Cicero (106-43 f.Kr.) beklagede sig over, hvor besværligt det var, at slaver altid måtte læse teksterne højt. Det berettes også, at kejser Nero (37-68) brugte et særligt hjælpemiddel, nemlig en transparent grøn sten, for bedre at kunne se sine elskede gladiatorkampe. Samtidig håbede han, at det grønne lys kunne forbedre hans syn. Denne forestilling holdt sig helt op i det 19. århundrede. "Solbriller" havde grønne glas på den tid og blev også brugt indendørs. Men hvor og hvornår fandt opfindelsen af de egentlige synshjælpemidler sted?

I slutningen af det 13. århundrede opnåede "cristalleri'erne" et stort teknisk gennembrud: For første gang blev to slebne konvekse linser placeret i en træring med skaft, og disse to skafter blev forbundet med en nitte. Dermed var den første brille skabt! Disse "nitte-briller" kunne ganske vist ikke sættes fast på brugerens hoved. Men de var ikke desto mindre datidens "state-of-the-art", hvad angår visuel komfort. Brugeren behøvede bare at holde disse "dobbelt-glas" foran øjnene med den rigtige afstand for at kunne se bedre. Opfindelsen blev endda foreviget på et billede i en bygning i regionen. I 1352 malede Tommaso di Modena freskerne i kapitelsalen i dominikanerklostret San Nicolo i Treviso, hvor han både har afbildet et læseglas med én linse og en nitte-brille med to linser. Men på trods af alle glasmagernes anstrengelser kunne det ikke lade sig gøre at hemmeligholde alle glasfremstillingens mysterier. I et forsøg på at bevare Venedigs førende stilling på glasmarkedet var fremstillingen af "øjenglas" efter år 1300 kun tilladt for dem, der fuldt og helt overholdt forskrifterne for cristalleri. Med tiden nåede "nitte-brillerne" også frem til Tyskland: Det ældste eksemplar blev fundet i klostret Wienhausen i nærheden af Hannover.

Som årene gik, udskiftede glasmagerne nittebrillernes skafter med en bue, og træindfatningen blev afløst af et stel af bly. Dette markerer endnu et vigtigt punkt i udviklingen af synshjælpemidler: Briller med brillestænger, som har stor lighed med dem, vi kender i dag. Efterhånden blev der anvendt mange forskellige materialer: I begyndelsen af det 16. århundrede fremstillede man briller af læder, hvalknogler eller fiskeben, som det kaldtes, samt af jern, sølv og bronze. Alle disse materialer havde kun velhavende mennesker råd til.

Siden opfindelsen af "læsestenen" er der blevet udviklet synshjælpemidler i alle former og størrelser. For eksempel: Fra 1727 var monoklen meget populær hos de velhavende damer og herrer i Tyskland og England. I 1780 fulgte lorgnetten, et synshjælpemiddel, som man holdt op foran øjnene med et håndtag. Nürnberg-brillen, som mange mennesker omtalte med øgenavnet "næse-klemmen", stammer også fra den tid. Det var et smalt brillestel, som bestod af et ubrudt stykke metaltråd, som blev bøjet rundt om brilleglassene. Med denne relativt simple udformning var disse briller meget almindelige helt op i det 19. århundrede. Så ændrede moden sig, og nu blev den såkaldte "pincenez" populær. Denne "superstar" blandt synshjælpemidlerne bestod af to brilleglas, som var indfattet i ringe, og som blev klemt fast højt oppe på næseroden. Fra 1841 var den det ultimative tegn på velstand hos medlemmerne af det velhavende tyske borgerskab.